onsdag

FLÆSKESTEG MED SPRØD SVÆR

Hvad er vel mere nærliggende end at lægge ud med den danske (næsten nationalret), flæskesteg med sprød svær, serveret med kogte kartofler, brunede kartofler eller begge dele, en god flæskestegsauce og rødkål.

Traditionelt spiser vi danskere mest flæskesteg i julen og julemåneden, men hvad skulle hindre, at stegen finder på bordet på alle andre tider af året også.

Og noget tyder på, at vi danskere spiser flæskesteg på alle tider af året. - Selv midt på sommeren, hvor sådan en steg bliver superb, stegt på grillen. Her kunne tilbehøret tilpas være en rødkåslsalat eller anden salat.

Morsomt er det at se, når supermarkedet har tilbud på flæskesteg i form af ribbensteg, svinekam, nakkesteg og andre gode udskæringer, som starten til en lækker steg, - så flokkes folk om montren. Selv har jeg lige købt en stor ribbensteg på et godt tilbud, den vil vi tilberede, så englene synger.
 
Foto Politiken

FLÆSKESTEG MED SPRØD SVÆR

1 stk. ribbensteg, svinekam, nakkesteg eller skinkesteg (ridset)
salt
vand

Gnid kødet med lidt salt, læg stykket i bradepanden og sæt det i ovnen på midterste rille ved 225 grader i 10 minutter. Hæld vand ved, så det står et par cm op. Kontroller undervejs, at stegen ikke steger tør for væske, så må lidt mere spædes til. Skru ned til 200 grader og lad stegen stå et par timer til den er mør, afhængig af størrelsen.
Hæld skyen fra og sæt stegen under grillen et øjeblik for at sværen kan boble op. OBS DEN KONSTANT, det tager sekunder at blive sort, så gå endelig ikke fra den.

Skyen skummes for fedt, som fjernes og jævnes med meljævning. Smages til med salt og tilsættes kulør.
Saucen kan også bages op ved at lave en opbagning af mel og noget af det fraskummede fedt. Tilsæt skyen lidt ad gangen. Smag til med salt og tilsæt kulør.

Skær stegen i pæne skiver, servér den med sauce, hvide kartofler og evt. brune samt rødkål.

Spise med Mormor

VI BAGER GAMMELDAGS

Ingen kommentarer:

Send en kommentar